Tværfaglighed

Lauvås & Lauvås - Tværfagligt samarbejde (25)

Der findes forskellige typer af samarbejde inden for forskellige fag. Disse er følgende: Monofagligt samarbejde, tværfagligt samarbejde og flerfagligt samarbejde.
Et monofagligt samarbejde beskæftiger sig med samarbejde inden for en bestemt faggruppe. F.eks. udveksling af beskeder mellem sygeplejersker. Et monofagligt samarbejde er vigtigt inden for de forskellige professioner for at kunne skabe de bedste rammer for gode resultater. I vores projekt har vi haft et monofagligt samarbejde med Jette fra sundhedscenteret, da hun er sygeplejerske og vi er sygeplejerskestuderende. Desuden har vi haft et monofagligt samarbejde internt i gruppen.
Et flerfagligt samarbejder består i et samarbejde mellem forskellige ikke-beslægtede faggrupper som arbejder sammen. F.eks. en læge og en butiksassistent. Dette kan f.eks. være et samarbejde der handlede om rygskader på arbejdspladsen. Vi har ikke arbejdet flerfagligt i vores projekt, men dette kunne f.eks. være relevant mht. hvis vi skulle have hjælp til vores blog, at vi samarbejdede med en fra IT.
Til sidst er der det tværfaglige samarbejde, som vi gerne vil gå meget mere i dybden med, da dette er mest relevant i forhold til vores problemstilling.

I sundhedsvæsenet er det vigtigt med et tværfagligt samarbejde, for at kombinere de forskellige kompetencer, og dermed opnå den bedst mulige kvalitet i arbejdet med den enkelte borger. Et tværfagligt samarbejde bidrager med forskellige indgangsvinkler til hvordan en evt. problemstilling løses mest optimalt.
Vi har primært beskæftiget os med sundhedscenteret, hvor der, med henblik på at skabe de bedste rammer for diabetespatienten, også foregår et tværfagligt interprofessionelt(4) samarbejde, dvs. at professionerne arbejder på tværs. Borgerens primære møder foregår med sygeplejersker der arbejder på sundhedscenteret. Disse sygeplejersker er specialiseret inden for forskellige grene af sygepleje, og arbejder derfor intraprofessionelt(4) i deres profession.
Det øvrige samarbejde foregår bl.a. mellem fysioterapeuter, ergoterapeuter, psykologer og diætister.
Vi skrev til Jette, der er vores vejleder og som er sygeplejerske på stedet. Dette gjorde vi med henblik på at få et billede af, hvordan det tværfaglige samarbejde fungerer i sundhedscenteret. Hendes svar, gjorde det klart at samarbejdet mellem professionerne i centeret fungerede fint, det var dog i samarbejdet med kommunen der kunne opstå problemer. Det virkede som om at problemet lå i, at der var diverse krav fra øvre instanser (herunder kommunen), til hvad der skulle opnås i de konkrete sager. Hun gav udtryk for, at der var langt større fokus på økonomien, end på den enkelte borger. Dette kan skyldes at der fra kommunens side er forventninger til, at diabetikerne på sundhedscenteret har fået udleveret de fornødne ressourcer. Om dette skyldes for høje rolleforventninger, eller en brist i kommunikationen, er svært at sige. Der kunne antages at kommunen havde forventninger til at diabetikeren udviste en bestemt rolleadfærd. F.eks. satser kommunen på at diabetikeren efterfølger den undervisning de følger, hvoraf diabetikerens rolleadfærd egentlig består i, ikke at følge denne. Der er altså opstået en rollekonflikt mellem diabetikeren og kommunen. Heri ligger så et etisk spørgsmål: Hvor går grænsen for, hvor mange penge der kan gå til formålet, hvis diabetikeren ikke har motivationen til at regulere sin diabetes?

Vi ønskede at få noget tværfagligt samarbejde med i vores projekt, så derfor blev vi enige om det ville være relevant at snakke med en diætist. Jette har et tæt tværfagligt samarbejde med diætister, som er tilknyttet sundhedscenteret, så derfor fik vi nogle forskellige kontakter af hende. Vi endte med at få kontakt til en diætist som er tilknyttet et sygehus, da vi desværre ikke fik kontakt med de diætister der er tilknyttet sundhedscenteret. 
Ud fra samtalen med diætisten fik vi konkluderet, at hun også ser det som et stort problem for diabetikerne at de har svært ved at regulerer deres kost, da de mangler motivation. Hun snakker meget om at hun laver individuelle kostplaner på forskellige måder, da kostplanen skal tilpasses den enkelte diabetiker. Hun giver udtryk for, at grunden til der er fokus på det enkelte individ, er at de hver især har forskellige måder at takle sygdommen på, og derfor skal det gøres mere overkommeligt og håndterbart for den enkelte. 
Hun siger også det er meget vigtigt at inddrage autonomi, så den enkelte ikke får påtaget et ansvar, som de ikke selv ønsker. Hun fortæller derfor at hun ikke går ind og fortæller den enkelte, hvad de må spise og hvad de ikke må spise, men i stedet tager udgangspunkt i deres nuværende levevilkår med få ændringer. Hun siger det handler om for den enkelte diabetiker at tage små skridt af gangen, i stedet for at sætte sig for store mål. 
Vi fortalte diætisten om vores løsningsforslag, og hun gav udtryk for, det var nogle gode ideer vi var kommet frem til.      
  
Et andet problem der kunne opstå i et tværfagligt samarbejde, kunne ligge i kommunikationen. Skulle vi tage sundhedscenteret som eksempel, kunne det bl.a. være, at kommunen ikke havde fået ordentligt at vide, at der var økonomiske begrænsninger. Kommunikationen er et meget vigtigt element i det tværprofessionelle samarbejde, men det er også på det felt, at der sker flest misforståelser. Det er ved hjælp af kommunikationen, at de rette personer får den relevante information og dermed kan der træffes de rette beslutninger. Fungerer kommunikationen ikke optimalt mellem de forskellige parter, kan informationer gå tabt. En anden brist der kunne forekomme i kommunikationsseancen, kunne være at der fra kommunens side kun bliver kigget på sagsindhold og ikke på den enkelte bruger. I sådant tilfælde, er det svært for kommunen at ligge de rette ressourcer til rådighed, og den enkeltes borgers behov, tilgodeses.(4)