Styrken til at handle selv

Paulo Freires (24)

Empowerment oversat betyder magt, styrke og vilje. Det vil sige at have bemyndigelse til at kunne tage vare på sig selv, sit liv og sin situation. Det er et begreb, som retter sig mod at undertrykte mennesker, skal finde vilje og styrken til at handle selv.

Paulo Freires , 1921-1997, var en brasiliansk pædagog, som  i 1970’erne udgav en bog ”De undertryktes pædagogik” , som gjorde begrebet udbredt verden over.(16)

”Hvordan får man diabetikeren til at accepterer sin sygdom?” Vi er afklaret med at det ikke er os alene, der kan gå ind og ændre livsstil for diabetikerne. Det må ske igennem en støttende proces i samspil med diabetikererne, for ikke at lade sygdommen tage magten over deres liv. For at det skal kunne lade sig gøre, må den sundhedsprofessionelle støtte dem i, selv at tage ansvar.  Det er vigtigt at de selv ser vigtigheden i at ændre sin livsstil. Dette kan ske ved hjælp af at den sundhedsprofessionelle stiller sin faglige viden og erfaring til rådighed overfor diabetikeren – et eksempel på dette kan være når diabetikeren lærer at regulerer sit blodsukker med insulin. Den sundhedsprofessionelle kan støtte ved hjælp af at give de fornødne ressourcer og viden omkring det, så der er mulighed for at diabetikeren opnår styrken til at handle selv.  Det er hendes ”job” at fremme diabetikerens selvstændighed og mindske afhængigheden af professionel hjælp og støtte. Dette kræver et ligeværdigt samarbejde med respekt for forskelle, mellem sin egen faglige viden og patients livserfaring og viden.(17)

For at understøtte overstående, kan man med fordel inddrage Virginia Henderson. Hun siger at sygeplejens unikke funktion består af; 

”At bistå den enkelte syg eller rask, 

med at udføre de aktiviteter til fremme eller genvindelse af sundhed (Eller til en fredelig død), 

som han ville udføre på egen hånd, hvis han havde den fornødne styrke, 

vilje eller viden, og at gøre dette på en måde der hjælper ham til så hurtigt som muligt at blive selvhjulpen”(11) S. 14

Igen bliver der tydeliggjort, et sammenspil mellem diabetikeren og sygeplejersken – det er sygeplejerskens ansvar at formidle sin faglige viden, så diabetikeren selv får styrken til at fremme en sundere livsstil, så sygdommen ikke overtager deres liv og dermed i stedet accepterer sin sygdom.

Virginia Henderson har et holistisk menneskesyn dvs. krop og sjæl er forbundet.  Det er vigtigt i den sammenhæng, at alle mennesker er unikke og har forskellige behov og man bør derfor tage udgangspunkt i den enkeltes situation.(11)

Ud fra interviews fandt vi ud af, at de fleste udfordringer lå i kosten og følgende sætninger dukkede ofte op hos diabetikerne; ”Nu er der snart påske”, ”Jeg har skulle så meget”, ”Vejret har været dårligt”, ”Jeg er altid så sulten”, ”Jeg kender ikke de produkter”.  Ud fra Benner og Wrubels fænomenologiske tilgang, har vi i interviewene lagt vægt på, ikke at have en løftet pegefinger, men sætte os ind i deres sted, og spørge til oplevelsen af disse udfordringer. Kun på den måde, kan vi finde ud af hvad deres motivation kan være for ikke at få tilbagefald og mestre deres sygdom. Mestring er at finde mening og sammenhæng i livet igen. Temporalitet har også en betydning, i og med diabetikerne er påvirket af fortid, nutid og tanker om fremtid. De er godt klare over de senfølgesygdomme der kan opstå, men nogle tænker det som ”det er ikke noget der sker for mig, og i så fald er det langt henne i fremtiden”. Andre bekymrer sig meget om fremtiden og har måske en tante eller onkel der er blevet blind eller har fået amputeret et ben.

De fleste har i fortiden været vant til at kunne indtage den kost de har lyst til, men pludselig bliver de nødt til at ændre deres vaner pga. sygdom og det ses som den største udfordring for de fleste.(6)