De fem faser:
- Førovervejelse
- Overvejelse
- Forberedelse
- Handling
- Vedligeholdelse
 |
| Forandringshjulet (23) |
Førovervejelsesfasen
Førovervejelsesfasen, er en forudsætning for ændring, at patienten opdager og erkender, at en bestemt adfærd eller vane har eller kan få negative konsekvenser. Der kan være tale om konsekvenser, som borgeren allerede har oplevet. Det kan dermed også dreje sig om hvilke tanker borgeren har omkring fremtiden, som fx en alvorlig sygdom. Bevidstgørelse er det første og største skridt i ændringsarbejdet. I starten af forløbet, er det ikke ualmindeligt at personen slet ikke ser problemet, selvom det kan være tydeligt for sundhedspersonalet. Diabetikerne, som spiser kage, forbinder kagen med øget livskvalitet og socialt fællesskab. I denne fase er personen mest opmærksom på de positive sider ved adfærden, og dermed kan en påpegning af adfærden, komme som en overraskelse. Irritation over, at fremmede blander sig i et privat område af livet, ser man ofte. Det er ikke ensbetydende med at den der fastholder en skadende adfærd, ikke kan se, hvad han skal gøre for at ændre sig. Det er mere, at han ikke ser problemet eller behovet for en adfærdsændring. Der er flere måder til erkendelse og personlig indsigt, nogle er kortere end andre. Pludselig sker der noget for personen, som gør at han kan se grunden til at ændre adfærd, og at han kan se de negative konsekvenser, som kan forekomme på længere sigt. Dette er for andre en længere proces, da der går længere tid før de bliver mere bevidste om de negative sider ved det, og indsætter det i en personlig meningsfuld sammenhæng – også kaldet ”krystallisering af utilfredshed” (Baumeister, 1994).
De borgere der er i førovervejelsesfasen, stiller de sundhedsprofessionelle over for en udfordring. Borgerne er på den ene side ikke lydhøre over for information om de negative konsekvenser, og på den anden side er det netop disse konsekvenser, som er drivkraften for en ændring. De sundhedsprofessionelle skal derfor forsøge at give en personlig og relevant information til den enkelte, så han kan blive mere bevidst. Den sundhedsprofessionelles fremgangsmåde er især vigtig for borgere i denne fase. De bør lægge vægt på at være direkte, høflige og respektere borgerens ret til selv at bestemme sin adfærd. Dette giver mere troværdighed over for borgeren, og han kan dermed blive mere tilbøjelig til at tage imod råd og informationer.
Resigneret førovervejelse er kendetegnet for de borgere, der er informeret og er klar over de negative konsekvenser af sin adfærd, men ikke har overskud til at tage dem alvorligt, fordi han ikke tror på sine egne evner til at gennemføre ændringerne. Patienten kan godt se at hans situation er alvorlig, men tror ikke nok på sig selv til at gøre noget ved den. Det er oftest den indstilling man ser ved dem, der har haft mange mislykkede ændringsforsøg bag sig, og som har opgivet troen på at, det er muligt at ændre adfærd. Det hjælper ikke borgeren, der er opgivende, at fokusere på de negative konsekvenser af adfærden, da dette kan øge risikoen for yderligere opgivelse. Historier om andre, som er eller har været i en tilsvarende situation, kan give borgeren håb og dette kan inspirere til at foretage en ændring.
Overvejelsesfasen
Det er de positive oplevelser, der er drivkraften for at ændre adfærd. De positive sider ved adfærden bliver ikke mindre, når borgeren indser, at den også har negative sider. Fed sovs og kalorierige desserter giver diabetikeren, en ligeså stor nydelse, som den der ikke kan tage på. I overvejelsesfasen er borgeren i konflikt med sig selv. Borgeren skal være opmærksom på, at der både er gode og mindre gode sider ved adfærden. Han vil komme til at føle en splittelse mellem både at ville og ikke ville fastholde adfærden, da han ønsker at ændre adfærd, men alligevel er tilbøjelig til at vende tilbage til den gamle adfærd. Denne motivationskonflikt, også kaldet ambivalensen, følger en hele vejen igennem processen, og er det dominerende kendetegn ved denne fase. Ambivalensen er et udtryk for ændringspotentiale, og så er den også et udtryk for, at man ikke vil ændre sig, og kan udvikle sig til en ubehagelig tilstand, hvor borgeren svinger frem og tilbage mellem at ville og ikke ville foretage nogen form for adfærdsændring. Ambivalensen kan også være en smertefuld tilstand, hvor argumenter for og imod ændring kæmper mod hinanden.
Det er de positive oplevelser, der er drivkraften for at ændre adfærd. De positive sider ved adfærden bliver ikke mindre, når borgeren indser, at den også har negative sider. Fed sovs og kalorierige desserter giver diabetikeren, en ligeså stor nydelse, som den der ikke kan tage på. I overvejelsesfasen er borgeren i konflikt med sig selv. Borgeren skal være opmærksom på, at der både er gode og mindre gode sider ved adfærden. Han vil komme til at føle en splittelse mellem både at ville og ikke ville fastholde adfærden, da han ønsker at ændre adfærd, men alligevel er tilbøjelig til at vende tilbage til den gamle adfærd. Denne motivationskonflikt, også kaldet ambivalensen, følger en hele vejen igennem processen, og er det dominerende kendetegn ved denne fase. Ambivalensen er et udtryk for ændringspotentiale, og så er den også et udtryk for, at man ikke vil ændre sig, og kan udvikle sig til en ubehagelig tilstand, hvor borgeren svinger frem og tilbage mellem at ville og ikke ville foretage nogen form for adfærdsændring. Ambivalensen kan også være en smertefuld tilstand, hvor argumenter for og imod ændring kæmper mod hinanden.
Vejen ud af fasen går via beslutningstagen og konkret planlægning af ændringerne. De sundhedsprofessionelle skal dermed hjælpe borgeren med at komme videre ved at tage initiativ til en udforskning og gennemarbejdning af ambivalensen. Dette indebærer, at man gør sig grundigt bekendt med de gode og mindre gode egenskaber ved adfærden. En systematisk gennemgang af ambivalens kan virke afklarende og kan dermed skabe et overblik over, hvad der før var en ubehagelig oplevelse af at være splittet og uden sammenhæng. Hvis borgeren kan erkende, at der er en motivationskonflikt, og at man gerne vil to ting på én gang, kan være en hjælp til at tydeliggøre situationen og dette kan føre til, at man tager en beslutning om en adfærdsændring.
Forberedelsesfasen
I forberedelsesfasen er det vigtigste kendetegn en forpligtende beslutning, som at man vil foretage en ændring i nær fremtid. Opgaven i overvejelsesfasen er at forholde sig til sin egen ambivalens og komme en beslutning nærmere, har man i forberedelsesfasen taget en beslutning om, at man vil ændre adfærd, og han har en dato for, hvornår forandringen skal begynde. Her begynder man at se fremadrettet. Borgeren aktiverer sine personlige ressourcer og søger efter fremgangsmåder, hjælpemidler og støtte fra andre personer. I denne fase, er borgeren mere modtagelig for råd om fremgangsmåder til ændringen, med andre ord, så skifter borgeren gear. I de andre faser tænkte borgerne på at lave ændringer, hvor der nu sker handling. Først bliver borgeren opmærksom på de negative konsekvenser, adfærden kan komme til at få i fremtiden. Man begynder derefter at udforske og afklare ambivalensen. Til slut arbejder man på at udarbejde konkrete planer for, hvordan ændringen skal finde sted. Alle disse tanker om forberedelse, kan hjælpe borgeren gennem de vanskeligheder og fristelser, der opstår, når ændringen begynder. Hvis borgeren begynder på at ændre adfærd, uden at være forberedt i tankerne, kan det føre til at han ikke er særlig modstandsdygtig og ændringsforsøget bliver derfor kun gjort halvt. I forberedelsesfasen bliver motivationen for ændring omdannet til en forpligtende stillingtagen, som vil sige at et ønske om ændring forvandler sig til en vilje om ændring.
I forberedelsesfasen er det vigtigste kendetegn en forpligtende beslutning, som at man vil foretage en ændring i nær fremtid. Opgaven i overvejelsesfasen er at forholde sig til sin egen ambivalens og komme en beslutning nærmere, har man i forberedelsesfasen taget en beslutning om, at man vil ændre adfærd, og han har en dato for, hvornår forandringen skal begynde. Her begynder man at se fremadrettet. Borgeren aktiverer sine personlige ressourcer og søger efter fremgangsmåder, hjælpemidler og støtte fra andre personer. I denne fase, er borgeren mere modtagelig for råd om fremgangsmåder til ændringen, med andre ord, så skifter borgeren gear. I de andre faser tænkte borgerne på at lave ændringer, hvor der nu sker handling. Først bliver borgeren opmærksom på de negative konsekvenser, adfærden kan komme til at få i fremtiden. Man begynder derefter at udforske og afklare ambivalensen. Til slut arbejder man på at udarbejde konkrete planer for, hvordan ændringen skal finde sted. Alle disse tanker om forberedelse, kan hjælpe borgeren gennem de vanskeligheder og fristelser, der opstår, når ændringen begynder. Hvis borgeren begynder på at ændre adfærd, uden at være forberedt i tankerne, kan det føre til at han ikke er særlig modstandsdygtig og ændringsforsøget bliver derfor kun gjort halvt. I forberedelsesfasen bliver motivationen for ændring omdannet til en forpligtende stillingtagen, som vil sige at et ønske om ændring forvandler sig til en vilje om ændring.
Handlingsfasen
I denne fase, har borgerne eksperimenteret med at foretage ændringer et stykke tid, og de bliver nu mere omfattende. Her har borgeren fokuseret på opgaven, har energi og oplever tilfredshed over, at det lykkes ham at ændre adfærd. Det er også her, at ændringen bliver synlig for alle andre og det bliver dermed nemmere for pårørende at støtte, rose og opmuntre borgeren. Støtte fra andre styrker beslutningen, som borgeren har taget og de kan hjælpe gennem modgang og besværligheder. Selv om at borgeren er begyndt at handle, kan han stadig blive ambivalent. En vigtig faktor i handlingsfasen er at tilegne sig og tage konkrete anvendelsesformer i brug. Mennesker hvis ændringsforsøg er lykkes, lægger mange kræfter i ændringsarbejdet, og prioriterer ændringen højt og tilrettelægger sin hverdag herudfra. Jo mere man sætter ind for ændringsarbejdet, desto større sandsynlighed er der for at det lykkes. Det er vigtigt, at man er fleksibel og indstillet på at tage de udfordringer man kan møde. Hvis man for eksempel kan vælge mellem forskellige måder at håndtere fristelser på, er der stor sandsynlighed for at undgå tilbagefald. I handlingsfasen bliver betydningen af mestringstillid (self-efficacy) tydelig. Tiltroen til egen mestringsevne har især indflydelse på tre aspekter ved ændringen:
I denne fase, har borgerne eksperimenteret med at foretage ændringer et stykke tid, og de bliver nu mere omfattende. Her har borgeren fokuseret på opgaven, har energi og oplever tilfredshed over, at det lykkes ham at ændre adfærd. Det er også her, at ændringen bliver synlig for alle andre og det bliver dermed nemmere for pårørende at støtte, rose og opmuntre borgeren. Støtte fra andre styrker beslutningen, som borgeren har taget og de kan hjælpe gennem modgang og besværligheder. Selv om at borgeren er begyndt at handle, kan han stadig blive ambivalent. En vigtig faktor i handlingsfasen er at tilegne sig og tage konkrete anvendelsesformer i brug. Mennesker hvis ændringsforsøg er lykkes, lægger mange kræfter i ændringsarbejdet, og prioriterer ændringen højt og tilrettelægger sin hverdag herudfra. Jo mere man sætter ind for ændringsarbejdet, desto større sandsynlighed er der for at det lykkes. Det er vigtigt, at man er fleksibel og indstillet på at tage de udfordringer man kan møde. Hvis man for eksempel kan vælge mellem forskellige måder at håndtere fristelser på, er der stor sandsynlighed for at undgå tilbagefald. I handlingsfasen bliver betydningen af mestringstillid (self-efficacy) tydelig. Tiltroen til egen mestringsevne har især indflydelse på tre aspekter ved ændringen:
- Hvorvidt man overhovedet vil forsøge at foretage en ændring
- Hvorvidt ændringsforsøget lykkes
- I hvor høj grad man er udholdende, når man støder på modgang
Hvis man som diabetiker gerne vil gå ned i vægt og komme i bedre form, må man håndtere en række situationer, hvor man har lyst til at bryde sin nye adfærd, og ikke træne eller spise som planlagt. Hvis man fx vil fastholde en urealistisk streng diæt, kan det bevirke, at man altid er mere eller mindre sulten og aldrig føler sig mæt. Dette kan medføre at ændringen er vanskelig og uoverskuelig at gennemføre. Handlingsfasen kan gå to veje – enten er der fremgang eller tilbagefald. Hvis man giver efter en fristelse og får tilbagefald, bliver man skuffet over sig selv og begynder at tvivle på at der overhovedet vil lykkes at ændre adfærd.
Vedligeholdelsesfasen
I vedligeholdelsesfasen kommer borgeren ind i en god cirkel. Når det begynder at gå af sig selv uden særlig meget bevidsthed om planlægning og styring, vil det sige, at et nyt adfærdsmønster etableres. Overgangen til dette, kaldes vedligeholdelsesfasen, som finder sted ca. seks måneder efter iværksættelsen af ændringen. Der er dog stadig udfordringer og særlige opgaver i denne fase. Borgerne skal undgå at slide deres motivation op, ved for eksempel at skifte perspektiv fra det, der var negativt ved adfærden til det der er positivt ved ændringen. Det er vigtigt at man planlægger situationer, som indebærer tilbagefald. Efter nogen tid, kan motivationen dale, og oplevelsen af de problematiske sider ved adfærden, som i starten af processen var drivkraften for ændringer, bliver svagere eller forsvinder. Hukommelsen er selektiv, både med hensyn til det, der lagres, og det, der kan hentes frem fra lagret. Vi er som regel tilbøjelige til at glemme det negative sider ved vanen og huske det positive. Vedligeholdelse af motivation, skal dermed få borgeren til at huske på de negative sider og sætte pris på det positive sider ved ændringen.
I vedligeholdelsesfasen kommer borgeren ind i en god cirkel. Når det begynder at gå af sig selv uden særlig meget bevidsthed om planlægning og styring, vil det sige, at et nyt adfærdsmønster etableres. Overgangen til dette, kaldes vedligeholdelsesfasen, som finder sted ca. seks måneder efter iværksættelsen af ændringen. Der er dog stadig udfordringer og særlige opgaver i denne fase. Borgerne skal undgå at slide deres motivation op, ved for eksempel at skifte perspektiv fra det, der var negativt ved adfærden til det der er positivt ved ændringen. Det er vigtigt at man planlægger situationer, som indebærer tilbagefald. Efter nogen tid, kan motivationen dale, og oplevelsen af de problematiske sider ved adfærden, som i starten af processen var drivkraften for ændringer, bliver svagere eller forsvinder. Hukommelsen er selektiv, både med hensyn til det, der lagres, og det, der kan hentes frem fra lagret. Vi er som regel tilbøjelige til at glemme det negative sider ved vanen og huske det positive. Vedligeholdelse af motivation, skal dermed få borgeren til at huske på de negative sider og sætte pris på det positive sider ved ændringen.
Tilbagefald
Den vigtigste del af vedligeholdelsesfasen er at undgå tilbagefald. Tilbagefald er meget almindeligt, og det er normalt i forbindelse med et forandringsforsøg. Det er sjældent, at man i et forløb ikke løber ind i en eller anden form for tilbagefald. En stor del af tilbagefaldene, ser man i forbindelse med rygestop, kost og øgning af fysisk aktivitet. Risikoen for tilbagefald er størst i den første tid, efter ændringen er begyndt. Efter de første uger med en vellykket indsats og mestring af fristelser og afsavn, kan man tænke. ”Nu er jeg ovre det værste”. Når man opdager at ændringen kræver en effektiv indsats og et stort arbejde gennem længere tid, end man havde troet, kan modløsheden melde sig. Hvis borgeren går rundt med fristende tanker, er det her risikoen for tilbagefald er størst. Det er en vigtig opgave i vedligeholdelsesfasen, at borgeren kan og lærer at takle disse fristende tanker, så man på den måde kan vedligeholde ændringen. Det bliver heldigvis med tiden lettere at vedligeholde ændringen. Det er nødvendigvis ikke hele tiden man skal være opmærksom på, hvorfor man skal ændre adfærd, og hvordan man skal klare det.
Den vigtigste del af vedligeholdelsesfasen er at undgå tilbagefald. Tilbagefald er meget almindeligt, og det er normalt i forbindelse med et forandringsforsøg. Det er sjældent, at man i et forløb ikke løber ind i en eller anden form for tilbagefald. En stor del af tilbagefaldene, ser man i forbindelse med rygestop, kost og øgning af fysisk aktivitet. Risikoen for tilbagefald er størst i den første tid, efter ændringen er begyndt. Efter de første uger med en vellykket indsats og mestring af fristelser og afsavn, kan man tænke. ”Nu er jeg ovre det værste”. Når man opdager at ændringen kræver en effektiv indsats og et stort arbejde gennem længere tid, end man havde troet, kan modløsheden melde sig. Hvis borgeren går rundt med fristende tanker, er det her risikoen for tilbagefald er størst. Det er en vigtig opgave i vedligeholdelsesfasen, at borgeren kan og lærer at takle disse fristende tanker, så man på den måde kan vedligeholde ændringen. Det bliver heldigvis med tiden lettere at vedligeholde ændringen. Det er nødvendigvis ikke hele tiden man skal være opmærksom på, hvorfor man skal ændre adfærd, og hvordan man skal klare det.
De bedste chancer for succes over længere tid, finder man muligvis ved ændring af fysisk aktivitet. Når man er kommet godt i gang og har klaret de første barrierer, kan det være vanskeligt at genoptage en passiv livsstil uden fysisk aktivitet. Det er vanskeligt at ændre kostvaner og tabe sig i vægt over tid.(10)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar