Salutogenese

Aaron Antonovsky. (22)

Vi har foretaget interviews med nogle forskellige diabetes patienter, med henblik på, at få klargjort hvad det er der gør at mange borgere med diabetes, ikke er i stand til at acceptere og integrere sygdommen i deres liv. Til baggrund for vores interviews, udarbejdede vi nogle spørgsmål ud fra Aaron Antonovskys´ sundhedstænkning. Målet med dette, var at få et billede af, om diabetikeren som regel har en stærk eller svag oplevelse af sammenhæng, samt at se om vi på en måde, kunne bruge resultatet i vores innovationstænkning.

Aaron Antonovsky var en medicinsk sociolog, der interesserede sig for evnen til at håndtere stress, samt sundhedens opståen. Ud fra hans personlige livserfaringer, fik han skabt salutogenesemodellen, der redegør for, hvad det er der skaber sundhed.

Vi vil redegøre for denne teori, samt analysere den i forhold til vores interviews, med henblik på at belyse, hvad det er der giver diabetikeren en stærk eller svag oplevelse af sammenhæng i forhold til deres liv med diabetes.

Overordnet var Antonovsky interesseret i, hvad det var der gjorde, at mennesket kunne holde sig raske under belastende livsomstændigheder, eller hvilke kræfter der gjorde det muligt for mennesket, at blive rask igen.

Antonovsky kom ikke med nogen definition af sundhed i hans sundhedstænkning, men følgende citat fra Petzold/Steffan, rammer den salutogenetiske tankegang:

”Sundhed betragtes som ægte kvalitet af de processer i livet, hvor udviklingen af legemessubjektet og dets omverden finder sted. Denne kvalitet opleves og vurderes subjektivt, og er samtidig selvvurderende og kan fornemmes udefra. Det sunde menneske oplever sig selv i sin helhed og differentielt, i legemlig samhørighed med sine livssammenhænge (kontekst og kontinuum). I et vekselspil mellem beskyttende faktorer og risikofaktorer er han i stand til at håndtere kritiske livsbegivenheder, hhv. problemer, og kan regulere og bevare sig selv, svarende til sin vitalitet/sårbarhed, sit mestringspotentiale, sine kompetencer og ressourcer. På dette grundlag kan han, kreativt og konstruktivt, udfolde sine kropslige, sjælelige, åndelige, sociale og økologiske potentialer. Derved udvikler han en følelse af sammenhæng, meningsfuldhed, integritet og velvære, hvorved der som regel også foreligger en god immunologisk og fysisk sundhedstilstand (salutofysiologi) – selvom den aldeles ikke altid behøver at være til stede (man behøver bare at tænke på sklerose patienten i kørestolen, der er rask i sin personlighed)” (2) S. 43

Antonovsky forsøgte med sin tankegang, at flytte fokus fra en patogenetisk tilgang til en salutogenetisk tilgang – en sundhedsorienteret tilgang. Det patogenetiske tilgang beskæftigede sig med ideen om, at syge mennesker var nogen, hvis tilstand afviger fra normaliteten. Den patogenetiske model beskriver sundhed som fravær af sygdom, hvor den salutogenetiske model, beskriver at sygdom er en nødvendig del af livet.

Antonovsky mente at alle bliver udsat for stressorer (stressfaktorer), som er alle de situationer som man ikke lige har en løsning på, men er nødt til at håndtere, og som er en normal del af livet. Dette kunne f.eks. være at man fik diagnosticeret diabetes.
Stressorer kan være negative, men kan også vise sig at være udviklende, da de giver os erfaringer, som kan gøre os i stand til at håndtere stressorer senere hen. Stressorer påvirker os forskelligt, og nogen kan være bedre til at håndtere dem end andre. Antonovsky snakker om, at vi har modstandsressourcer, der bidrager til at håndtere disse stressorer og sætte dem i en meningsfuld sammenhæng.

Modstandsressourcer:

Han mente at disse modstandsressourcer udvikledes i barndommen, og kunne udvikle sig mangelfuldt, hvis man i denne periode f.eks. blev udsat for uopnåelige krav, uforståelige erfaringer mm. Med denne tænkning måtte Antonovsky dog erkende, at han beskæftigede sig mere på det patogenetiske plan.
Vi finder dog denne påstand relevant i forhold til vores projekt, og vil gerne gå mere i dybden med denne, under fanebladet: teori - Habitus.

Disse modstandsressourcer kan tage mange former, og kan bl.a. være fysiologiske, materielle, værdi- og holdningsmæssige osv. Modstandsressourcer gør det muligt at sætte stressfaktorer ind i en meningsfuld sammenhæng, og vil gøre det muligt at mestre en tilværelse med udfordringer, og giver dermed en oplevelse af trivsel og sundhed. I vores interviews kom disse ressourcer ikke rigtigt til syne, da ingen af deltagerne havde de fornødne ressourcer, der skulle til for at kunne integrere sygdommen i deres hverdag. 
F.eks. oplevede flere af kvinderne at deres mænd ikke gad at spise grøntsager, så de lod helt være med at spise dem, eller lavede engang imellem, en lille portion til sig selv. En enkelt udtalte dog, at hun havde let nok ved at spise sundt, da hun i mange år havde lavet madplan. Denne madplan fungerede som en vigtig modstandsressource for hende, der gjorde hende i stand til at mestre livet med diabetes – på det kostmæssige plan i hvert fald. At hun så havde problemer med at få dyrket motion, kan ende med at give hende en svag oplevelse af sammenhæng samlet set, eller en stærk oplevelse af sammenhæng, hvis hun ikke opfatter den manglende motion som en stressfaktor.

Der menes altså, at det er muligt at kunne mestre sit liv og have en stabil psykisk sundhed, på trods at de faktorer man har været udsat for. Har man en generel integreret modstandsevne, er man en veltilpasset overlever, og har stor chance for at opnå stærk oplevelse af sammenhæng.

Alle deltagerne på holdet var type-2 diabetikere, og havde alle levet et langt liv, med en usund livsstil. Vores indtryk af deltagerne var, at de generelt ikke havde en god almen modstandsevne. Det er vel og mærke muligt at leve sit liv med et stort nikotin og alkoholforbrug, eller et liv med usund kost, og stadig have en stærk oplevelse af sammenhæng, men deltagerne var ikke i stand til at håndtere livet som diabetiker. Mange af dem der får konstateret diabetes, får på et tidspunkt en depression eller får stress som følge af diagnosen.(13) Dette, samt deres dårlige integrering af sygdommen, gør det klart, at mange af de borgere der får diagnosen, ikke har de ressourcer der skal til, for at kunne mestre sygdommen. Det er denne problemstilling vi fokuserer på i vores projekt, og som vi vil forsøge at finde en løsning på.

Begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed:

I grundorienteringen i individets oplevelse af sammenhæng, er der tre komponenter der spiller ind: Begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Begribelighed, er her hvor individet møder problemet for første gang. Her sker der en analyse af de problemer vi mødes med. Det er her man skal have evnen til at organisere problemerne, så de opleves ordnede og sammenhængende, i modsætning til kaotiske og uforklarlige. Først når man har gjort dette, kan mestringen begynde.

Håndterbarhed afhænger af de ressourcer personen har til rådighed. Dette punkt beskæftiger sig direkte med mestring af problemet – mestring ses bl.a. ved at man har troen på at et eventuelt problem kan løses. Ressourcer kan bl.a. være en ægtefælle, en ven, gud, eller indre psykiske ressourcer. Håndterbarhed handler om at have tillid til de hjælpemidler der er, og troen på, at problemet kan håndteres. Hos de borgere vi snakkede med, var der sket en midlertidig håndtering af problemerne. De begyndte på forløbet i sundhedscenteret, og overholdte delvist de aftaler der var lavet, men fandt ofte sig i et tilbagefald. De udtalte at det var svært at holde sig fra de gamle vaner, og de ønskede ikke støtte fra familie eller venner.

Sidste punkt, meningsfuldheden, tilfører situationen en følelsesmæssig mening. Denne beskriver individets grundlæggende indstilling til livet og hvordan personen oplever at livet har en følelsesmæssig mening, og hvorvidt det kan betale sig at investere energi og engagement i de problemer der opstår. Det handler om at omvende problemerne til håndterbare udfordringer, i stedet for at se dem som belastninger. Dette er ifølge Antonovsky det vigtigste punkt.(2) De diabetikere vi snakkede med, havde svært ved at se meningen med den situation de var i, og manglede motivation til at integrere sygdommen i deres livsstil.

Hvis de borgere vi har snakket med, havde en stærk oplevelse af sammenhæng, ville de forsøge at reagere fleksibelt på de udfordringer de møder i livet, frem for at holde fast i gamle vaner og adfærdsmønstre. Lykkedes det ikke for individet, at se meningsfuldheden, vil dette medføre negative konsekvenser for selvfølelsen og oplevelsen af sammenhæng.

Ud fra vores interviews fandt vi altså frem til at borgernes problemer primært lå i komponenten, meningsfuldheden. Det virkede som om at de fleste af borgerne så de udfordringer de fulgte med sygdommen, som en belastning, og havde derfor tendens til at falde tilbage i gamle vaner. Der var forskellige grunde til, at ingen af borgerne besad en stærk oplevelse af sammenhæng, men vores indtryk var, at et at de store problemer var den manglende motivation. Ingen af borgerne havde de fornødne modstandsressourcer til at klare de udfordringer der kom med diagnosen, og oplevede negative konsekvenser for selvfølelsen, der fik dem tilbage til deres gamle vaner. (2)(3)