Kommunikation

Til at lave empiri på vores projekt, har vi valgt at lave interviews med forskellige diabetespatienter. Vi mener derfor at kommunikation er en vigtig del af vores projekt, da det er denne der er afgørende for at der skabes god kontakt og er et vigtigt led i skabelsen af gode evidensbaserede resultater.
Kommunikation kommer af den latinske betegnelse: communicare, som betyder: at gøre noget fælles.
For at kunne have en god kommunikation, er det nødvendigt at have skabt en relation, til den anden part. I kommunikationsseancen forekommer der forskellige signaler, der tolkes af modtageren. Disse signaler kan udtrykket verbalt og nonverbalt. Verbale signaler er det vi udtaler, altså vores sprog. F.eks. at anerkende, sige ja og nej eller bekræfte pågældende. Verbale signaler virker bekræftende for modtageren og styrker relationen mellem parterne. Nonverbale signaler udtrykkes i form af spontane bevidste og ubevidste reaktioner, f.eks. at man rynker på panden, smiler, samt vores kropssprog. De nonverbale signaler tolkes af modtageren, der sætter dem i relation til de verbale signaler. F.eks. Vil en persons nonverbale signal i form af tårer, understøtte at personen siger at hun er ked af det.
Er der en relationsbrist mht. verbale og nonverbale signaler, kaldes dette for inkongurent kommunikation. Dette vil sige at verbale og nonverbale signaler ikke stemmer overens. Er der sammenhæng mellem signalerne, kaldes dette for kongurent kommunikation.
Nonverbale og verbale signaler er en del af begrebet: Aktiv lytning (se figur 1)
Aktiv lytning består i at være til stede i kommunikationen, og stille spørgsmål til modparten. Disse spørgsmål skal bl.a. opmuntre den anden til at snakke og føle sig lyttet til. Et eksempel på et verbalt signal, er at benytte sig af parafrase. Dette vil sige, at man bruger det, modparten har sagt, til at stille endnu et spørgsmål. Siger modparten f.eks. at diabetes er svær at leve med, kan man hertil parafrasere, ved at spørge: Når du siger at diabetes er svær at leve med, hvad mener du så med det? Dette kan bl.a. få modparten til at føle at han/hun bliver lyttet til, og samtidig ligger spørgsmålet op til uddybning. 
Der findes forskellige spørgsmålstyper, der kan anvendes alt forskelligt af, hvad man gerne vil have ud af spørgsmålet og hvilken retning man vil have samtalen går i. Der findes to overordnede: lukkede (informationsspørgsmål: hvem, hvad, hvor?) og åbne spørgsmål.
Lukkede spørgsmål besvares med små ord, og bruges for at opnå et konkret resultat. Man får kun den information man spørger om. Åbne spørgsmål giver anledning til forklaringer og udforskninger. Stiller man åbne spørgsmål, giver man modparten mulighed for at snakke frit om egne følelser og tanker.

Figur 1. Aktiv lytning.(31)

Kommunikationsøvelse:
Som fastlagt studieaktivitet skulle vi lave en kommunikationsøvelse, der bestod i at optage en maks 15 min video af en kommunikationsseance. Vi tog udgangspunkt i de spørgsmål vi ville stille i de rigtige interviews vi skulle foretage af diabetikererne, så vi kunne få noget øvelse hertil. 
For at se videoen, kig på nedenstående link:

Video: Kommunikationsøvelse

Vi tog udgangspunkt i vores video, i en kommunikationsanalyse, med henblik på at få et bedre indblik i hvordan vi kan forbedre vores kommunikationsevner til de efterfølgende interviews.
Ud fra denne øvelse så vi at der i vores kommunikation var mangel på aktiv lytning. Dette kom bl.a. til udtryk ved at en af interviewerne sad med hendes computer og havde fokus derpå. Dette er altså et eksempel på inkongurent kommunikation, da der ikke var sammenhæng mellem det verbale og nonverbale. Den anden interviewer var dog mere aktivt lyttende, da hun benyttede sig af nonverbale signaler, som bl.a. øjenkontakt, nik og passende kropssprog.
Begge interviewere benyttede sig af verbale signaler i interviewet, da de stillede spørgsmål. Det var dog et generelt problem, at der var små brister i den aktive lytning, da der var mangel på opmuntring og anerkendelse efter besvarelse af spørgsmål. Interviewerne burde stimulere til uddybning, ved at opfordre borgerne til at fortsætte og fortælle videre. Dette tydeliggør at der i nogen af situationerne, var mangel på en fænomenlogisk tilgang, da interviewerne ikke spurgte ind til den enkeltes konkrete oplevelse.
Vi benyttede os både af åbne og lukkede spørgsmål i vores interviews. Et eksempel på et af de lukkede spørgsmål vi stillede, var følgende: Kender i til de sendiabetiske komplikationer? Borgeren får her ikke mulighed for at uddybe svaret. I stedet kunne man stille et mere åbnet spørgsmål: Hvilke sendiabetiske komplikationer kender du til og kan du uddybe disse? Dette giver borgeren mulighed for at uddybe svaret, og resultatet giver et bredere billede på den viden borgeren har på feltet.
Ud fra denne analyse fandt vi frem til, hvor vigtig betydningen af aktiv lytning har for kommunikationen mellem interviewer og borger. Dette brugte vi efterfølgende i vores interviews med diabetikerne, i form af at vi var mere opmærksomme på at benytte os af nonverbale signaler, samt at stille åbne spørgsmål. Vi lærte også vigtigheden af kongurent kommunikation, altså at der var sammenhæng mellem det verbale og nonverbale. Dette brugte vi bl.a. ved at nikke anerkendende i de rette situationer, når en diabetiker svarede på et af vores spørgsmål. Hernæst spurgte vi interesserede ind, bl.a. vha. parafrase, til deres svar, for at give dem mulighed for at uddybe yderligere.(8)