Empiri

I vores forsøg på at få kortlagt, hvad det var der gjorde det svært for diabetikeren at acceptere sin sygdom, uddelte vi spørgeskemaer, samt interviewede forskellige diabetikere. I det følgende vil vi redegøre for hvilke erfaringer vi har fået ved disse undersøgelser, samt hvilke resultater det gav.

Spørgeskema:

Spørgeskema vi udleverede på sundhedscentret

Statistik over besvarelser (klik for at se større)

Da vi startede med at lave denne undersøgelse, var formålet at finde ud af hvor problemet lå mht. diabetikerens manglende evne til at acceptere sin sygdom. Vi ville finde ud af om problemet lå i kosten, motion eller i manglende information. I vores interviews fandt vi ud af hvor det egentlige problem lå, og dermed fandt vi ud af, at vores spørgeskemaundersøgelse ikke var relevant for vores valgte problemstilling.
Vi lavede spørgeskemaet i starten af processen, i researchfasen (se innovationsprocessen), for at få afklaret hvor borgerens uudtalte behov lå. Senere hen, fandt vi frem til en underproblemstilling vi gerne ville arbejde med, og fandt så ud af at det vi havde spurgt om i spørgeskemaet, ikke var relevant empiri under problemstillingen, samt at vi ville have spurgt om nogle andre spørgsmål, hvis vi havde lavet dem, efter at vi havde fundet vores problemstilling.
Vi vil dog stadig gerne vise at vi har brugt den kvantitative metode, i håb om at understøtte den kvalitative metode vi har benyttet i form at vores interviews længere nede. Vores mål var at resultaterne fra spørgeskemaet, ville kunne give os et bredere og mere overordnet billede af, hvor problemet lå, og at vi så kunne bruge vores interviews til at gå mere i dybden, med det overordnede problem. Vi ville altså kunne have en rigtig god evidens for hvor vi så problemet, hvis vi havde relevante spørgeskemabesvarelser, og derfra kunne gå i dybden med den enkelte borgers oplevelse af problemet. 
Det var kun muligt at skaffe 20 besvarelser, så vores resultater herfra er heller ikke særlig evidensbaserede. Havde vi derimod fået mange flere besvarelser, havde resultatet været mere pålideligt og præcist.

Interviews:

Vi har haft samarbejde med et sundhedscenter, hvor vi har fået mulighed for at lave interviews med tre forskellige grupper af diabetikere, som befinder sig på forskellige stadier i forløbet.
Det første interview var med 8 afsluttende deltagere i forløbet, hvor vi her observerede den afsluttende undervisning, som Jette fra sundhedscenteret stod for. Inden Jette startede undervisningen, fik vi lov til at stille vores forberedte spørgsmål.  
Det andet interview var med 3 tidligere deltagere i forløbet, to ældre herre på henholdsvis 70 og 72 år, og en middelaldrende dame på 47 år. Her fik vi lov at høre om hver deres baggrund, hvordan de kom igennem forløbet og hvilke udfordringer de mødte undervejs. Samtidig fik vi et indblik i hvordan de lever med deres diabetes i dag.
Det trejde interview, var med en dame på 65 år, som havde været med til undervisning i sundhedscenteret, og nu gerne ville begynde på det 8 ugers forløb. Hun kom ind til en vejledende samtale med Jette, og der fik vi svar på mange af vores spørgsmål.

I vores interviews har vi taget udgangspunkt i følgende spørgsmål, og har kun anvendt dem som en støtte, da vi har brugt meget åbne og ikke standardliserede spørgsmål, idet vi ønsker uddybende svar:

• Alder og arbejde
• Hvad har jeres motivation været til at starte på dette kursus?
• Hvad er jeres mål med dette forløb?
• Har i under forløbet, ændret jeres mål?
• Hvordan har vejledningen været med hensyn til jeres diabetes?
• Hvad har i selv gjort, for at få yderligere information?
• Ved i hvilke følgesygdomme der kan forekomme, hvis man ikke regulerer sin diabetes?
• Hvis ja, mener i så, at dette er en god motivationsfaktor?
• Hvad har været den største udfordring gennem forløbet indtil videre?
• Hvordan har i så tacklet denne udfordring? 
• Føler i, at i har de fornødne ressourcer til at takle disse udfordringer?
• Hvordan har i oplevet støtte fra venner/familie?
• Har livet som diabetiker, påvirket jeres arbejdsforhold? Socialt?
• Hvilke begrænsninger oplever i, i jeres hverdag?
• Hvis i får tilbagefald, har i så en plan b?
• Hvis nej, tror i så at det ville hjælpe, hvis i fik udleveret nogle alternativer?
• Har i selv nogle ideer til, hvad disse kunne være?
• Har i ændret jeres opfattelse af sundhed, efter at i fik konstateret sygdommen?
• Hvis ja, hvordan?
• Tror i, at det ville være nyttigt at få en diabetiker, der tidligere har været igennem forløbet, til at komme og tale?

1. interview:

Ved det første inerview, var det et generelt problem, at få styr på kosten og mængden af indtagelse, men de mente heller ikke at det var kosten som skulle styre dem. Under forløbet var fællesskabet den største motivationsfaktor, da de havde et ansvar overfor hinanden og Jette, til at møde op til undervisning og træning. Ud fra vores interview kunne vi mærke, at de generelt var meget nervøse for hvad der skulle ske med deres liv efter forløbet, altså bange for tilbagefald. De sendiabetiske komplikationer var også en motivationsfaktor, da nogen gav udtryk for at de frygtede fremtiden, idet de havde set venner og familiemedlemmer med en eller flere af disse følgesygdomme. De syntes ikke de manglede viden og information, men oplevede i stedet mangel på selvdiciplin. Med hensyn til kosten og støtte hjemmefra, lå der udfordringer i at få ægtefælle/børn til at spise en sufficient diabeteskost. De fortalte at en støttende ægtefælle kunne være en god modstandsressource mod tilbagefald.

2. interview: 
Ved det andet interview, gik vi mere i dybden med den enkelte deltager,  hvor vi bad dem om at fortælle en del om deres baggrund og livshistorie. 

Den middelårige kvinde på 49 år, er førtidspensionist, og har førhen arbejdet som maler og smykkedesigner. I 2005 faldt hun ned fra en stige og fik skadet anklen, og blev nødsaget til at stoppe på arbejdsmarkedet. Som konsekvens af skaden, fik hun efterfølgende konstateret neuropati, da hun havde mistet noget af føleevnen i fødderne. Hendes fritidsinteresser består nu i at lave kort, tasker mm.
Hun fik konstateret diabetes i år 2012, ved et tilfælde, da hun var til kontrol for forhøjet blodtryk.
Hun virkede til at være meget nervøs for hendes fremtid, i og med at hun i så ung en alder allerede nu havde komplikationer i form af neuropati, der dog ikke stammer fra hendes diabetes.
Hun gav udtryk for at hun oplevede en stor fysiologisk begrænsning, og hadede i det hele taget at dyrke motion.
Det virkede som om at hun ikke oplevede den store støtte på hjemmefronten, og mht. kosten forsøgte hun sig med en madklub igennem diabetesforeningen, kogebøger mm., dog uden virkning. 

En af mændene på 70 år, er pensionist og er tidligere mekaniker og har kørt i bus. Han blev førtidspensioneret i 1996, da han fik en rygskade. Fik konstateret diabetes for 20 år siden, og har forhøjet blodtryk. Startet på tabeletter, men er endt med at tage insulin.
Han er ikke bange for sendiabetiske komplikationer, så vil gerne have at der kommer flere skræmmekampagner. Han sørger for madlavningen derhjemme, og har fundet det effektivt at spise 6 måltider om dagen, hvoraf han i en periode tabte 4 kg på kort tid.
Han har ikke været vant til at dyrke særlig meget motion, så disse vaner er svære at komme væk fra. Han føler sig begrænset, i og med at han bor på landet og har langt til træningscenteret og har ikke mulighed for at mødes med andre for at træne.

Den sidste mand på 72 år, har før arbejdet som skolelære, selvstændig ejendomsmægler og har arbejdet i forsikringsbranchen. Er nu pensioneret. Har førhen været vant til at spille meget tennis og badminton, men stoppede grundet blodprop i benet, samt skade i knæet. Nu spiller han golf og går i træningscenter 2 gange om ugen. Fik diagnostitiseret diabetes i år 2010.
Vi spørger ind til støtten hjemmefra mht. kosten, og der fortæller han, at konen ser det som en belastning at han skal have lavet "særlig" mad pga. hans diabetes. Derfor har han svært ved at efterleve de krav der stilles til en diabeteskost.
Han finder det meget motiverende at have en fast aftale mht. motion, f.eks. cykelkammerater, for så har han forpligtelser han skal leve op til. Han foreslog at man i slutningen af forløbet, bør lave faste aftaler med de andre deltagere, med henblik på at kunne fortsætte den sunde livsstil.

3. interview:
Det tredje interview var med en 65 årige kvinde. Hun er tidligere lægesekræter og opdagede i år 2007 hendes diabetes ved et tilfælde, ved at hendes krop kløede evt. pga. stress. 
Hun har igennem undervisningen, fået meget viden og er blevet klogere på hendes sygdom. Hendes udfordringer lå i at holde et stabilt blodsukker og dermed i at vedligeholde kosten. Hun er meget aktiv, går i fitness, i gåklub og er generelt aktiv 2 gange om dagen. 
Hendes motivation ligger på at tabe sig, men hun har svært ved at nå dette mål fordi hun ikke er klar til at opgive hvidt brød, slik og kage. Hun møder udfordringer når hun er i byen med sin ægtefælle, da der ikke altid tages hensyn til hendes sygdom og hun bryder sig ikke om ”særbehandling”. Hun udtaler selv at hun har en svag rygrad når det kommer til lette tilgængelige søde sager i hjemmet. 
Hun udtaler at hun ikke ser det som en alvorlig sygdom i øjeblikket og lever i stedet efter det, som en form for slankekur. Det er dog ikke viden hun mangler, da hun godt ved hvad der bedst for hende, men ser det som en dårlig vane, hun ikke kan komme ud af. 
Efter endt vejledning, blev der opsat et mål, som lød på hun skal droppe sit nattemåltid og spise mindre slik.